Livet i lejren på Sejerø Ølejr

EN TYPISK DAG PÅ ØLEJR

Folk har forskellige døgnrytmer, nogen sover længe og andre er tidligt i gang. Morgenmad og frokost tager man derfor selv, når man bliver sulten.

Dagen er præget af de aktiviteter, man finder på og har lyst til.

Enten hver for sig:

  • Fx. læse en bog, male på en sten, gå på stranden eller gå en tur på havnen og købe en is
  • Måske ligefrem bage en kage til alle eller gøre en dej klar til morgenmad næste dag.

Eller sammen med andre:

  • der måske har lyst til at tage på opdagelse på øen, proviantere i Brugsen eller lave en bordtennisturnering
  • fælles aktiviteter, der planlægges eller opstår spontant, og som man kan vælge at deltage i (lege, spil, yoga, kor, samspil, akrobatik eller?)

Ved aftensmaden samles vi.

Dette er lejrens “fællesmøde” og her, der kan gives besked om kommende aktiviteter, mens regnskabsførerne kan give nogle praktiske informationer ift. indkøb, registrering af ankomst osv.  Det er også her, ugen vælger 2 repræsentanter til årets øvaluering (generalforsamling) samt 2 revisorer, der ved lejrens afslutning om lørdagen godkender regnskabet.

 

Lejrens indretning

Lejrpladsen ligger på Sejerø Camping. Der er ca. 1,5 km. fra havnen til campingpladsen. Ca. halvejs kommer man igennem Sejerø By med den lokale Dagli´Brugsen.

Her er – udover vores lejrplads – nogle ældre campinghytter, to nye tinyhouses og campingområde samt område med fastliggere.

Ved campingpladsen får vi stillet et område til rådighed til parkering.

Lejrpladsen er delt op i flere zoner:

I teltzonen sover vi i de store fællestelte med plads til ca. 20 i hver.

I køkkenzonen, som er overdækket, laver vi mad og vasker op.

I opholdszonen, som ligeledes er overdækket og skærmet af for vind og vejr,  spiser vi morgenmad, frokost og fælles aftensmad.

Det er formentlig også her, vi spiller forskellige brætspil (lejren har en del af de mest populære). Umiddelbart op af op af opholdszonen vil der være lidt sand og legetøj (spande skovle, biler små både osv.), så de mindste kan lege trygt i nærheden af de voksne.

I legezonen forestiller vi os, at der ofte er gang i bordfodbold og bordtennis, stigegolf, kongespil, petanque osv. Lejren har også diverse bolde, så mon ikke nogen sætter gang i en fodboldkamp, sætter net op til volley (måske på stranden) eller vi tager en gang rundbold eller “menneskestratego” efter aftensmaden.

I kreazonen  vil man under overdækning kunne bruge lejrens krea-ting som maling, tusser, papir, garn, perler osv. til alverdens projekter. Nogen sætter vi måske i gang sammen og andre går man bare selv i krig med, når man får lyst og inspiration.

Tæt på det hele er bålpladsen, hvor vi måske laver popcorn og snobrød på bålet og næsten garanteret hver aften (og nat) spiller guitar og synger sange.

Stranden ca. 300 meter væk fra lejrpladsen er med både sand og sten. I godt vejr bader vi, slikker sol og sejler måske en tur i lejrens kajakker eller øver os på et paddleboard.

 

Den gode pakkeliste

 Nedenfor ser du en liste over ting, som er særligt gode at huske til en ølejr (vi går ud fra, at du selv har styr på antal strømper og underbukser!)

  • Liggeunderlag/luftmadras/madras
  • Dyne/sovepose (evt. hovedpude)
  • Solcreme
  • Gummistøvler og regntøj (hvis vejrudsigten lægger op til det)
  • Lommelygte
  • Varme trøjer, der gerne må tåle lugten af bål
  • Evt. en let jakke
  • En bluse at sove i (evt. ski-undertrøje)
  • Badetøj

 

Hvad du ikke behØver at pakke…

På øen er der en masse remedier og faciliteter til en sand ølejruge. På listen forneden ser du nogle af de ting, som er at finde på øen:

  • Bordfoldbold, stangtennis, bordtennis, stigegolf, petangue, volleynet, fodboldmål – og diverse bat og bolde
  • Borde og bænke
  • Masser af brætspil, kort, backgammon, skak osv. – nogle i bedre stand end andre
  • Lidt sandlegetøj og fiskenet
  • Service (bestik, tallerkener og kopper/glas) samt diverse køkkenudstyr
  • Høje stole til de små og plastkar til at bade de mindste
  • Petroleumslamper til belysning i køkken og opholdsområdet 
  • En masse krea-artikler så man kan male, tegne, perle, nørkle og knytte
  • Surfboard, og paddleboard, kajakker (havkajakker og sit on top)
  • Redningsveste til alle størrelser (fra TRYG-fonden), hjertestarter og diverse førstehjælpsudstyr (plaster, forbinding, renseservietter osv.)

.SAMMEN OM SEJERØ Ølejr

En ølejr-uge består udelukkende af dét fællesskab, der stabler den på benene. I en ølejr-uge er det derfor vigtigt med mod og nysgerrighed på at lære nye mennesker at kende, samt en åbenhed til at tage nye ind i flokken. Det stiller krav til nye såvel som garvede.

Du kan vælge at komme alene, sammen med venner, din kæreste, dine børn, dine forældre, eller en helt anden! Når du/I sidder ved bålet, deltager i en aktivitet eller går med på madholdet eller opvaskeholdet, kommer I helt automatisk til at lære folket at kende.

Husk dog, at det også er helt normalt indimellem at have brug for at trække sig, gå en tur, læse en bog eller bare kigge op i teltdugen. 

 

Vi mødes også udenfor sæsonen eks. til vores grill-arrangement i Nørrebroparken, fredagsbar eller julefrokost, hvis nogen tager initiativ til en sådanne. Du kan få overblikket over årets forskellige arrangementer under begivenheder på vores facebookside.

 

HVAD Vi forventer 

På Sejerø Ølejr er der plads til alle, der giver plads til alle. Vi forventer, at alle bidrager positivt til fællesskabet og passer godt på hinanden og omgivelserne. 

På Sejerø værnes der meget om naturen, og vi skal værne om det gode naboskab. Det betyder, at vi selvfølgelig respekterer skiltning og afmærkninger, ikke går ind i markerne eller private grunde, passer på dyre- og plantelivet og rydder op efter os alle steder.

Der må ikke fiskes fra badebroen og ophold på vej til broen og omkring den skal ske med respekt for naboerne (der i øvrigt har bygget og vedligeholder broen). 

Der skal være plads til alle, og derfor skal man være stille i soveområdet, mens der må forventes høj snak, grin og musik i opholdsområdet.

Ellers er der stort set ikke noget, man ikke må, dog er der nogle enkelte, men vigtige regler:

  • Udover servicehunde må deltagerne ikke medbringe husdyr på ølejren – besøgende hunde skal holdes i snor
  • Der må under ingen omstændigheder tændes ild i teltene
  • Det er ikke tilladt at sælge ting eller ydelser såsom behandlinger. Kun hvis der indgår konkret materiale i ugens aktiviteter, kan der være tale om brugerbetaling på enkelte ting – fx knive eller t-shirts
  • Ingen højtalere i lejren (med mindre de er en del af en fælles aktivitet)

Regnskabsføreren kan bortvise deltagere, der opfører sig på en måde, der er til gene for andre deltagere, øens natur og beboere eller gæster.

MED PRAKTISKE BRILLER…

Pligter og opgaver

I løbet af ugen er der en række praktiske opgaver, der skal gøres:

  • Toiletter og bad rengøres hver dag
  • Opvasken skal tages 2-3 gange om dagen
  • Der skal være madhold til hver dag, som planlægger, bestiller og kokkererer aftensmaden.
  • Brænde skal hugges til aftenens lejrbål
  • Der ryddes løbende op i spise- og kreaområde og på resten af lejrområdet
  • Petroleumslamper rengøres, fyldes op med olie og væger

Alt bæres af fællesskabet, og grundet den flade struktur uden planer, lister og ansvarsområder, er det et fælles ansvar, at ovenstående opgaver udføres. Sker det eks. at opvasken har vokset sig stor, er det god stil at samle et opvaske-hold af 3-5 personer og gå i krig med opgaven. Ligeså med de andre opgaver.

 

Aftensmadsholdet

I lejren findes en seddel over de forskellige dages køkkenhold. Holdene er ikke lavet på forhånd, og vi har derfor et individuelt ansvar for at skrive os selv på. Madholdet har tre opgaver:

  • At tjekke status på madvarer og praktiske artikler (sæbe, poser, kaffe, brød osv…). Tjekket munder ud i en indkøbsliste, som afleveres til regnskabsførerne, som står for selve madbestillingen
  • At kokkerere aftenens måltid.

Bad og toilet

Campingpladsen har rigtig fint bade- og toilethus, som vi benytter mod at rengøre dem dagligt.

Sovefaciliteter

I lejren opsættes 3-6 store fællestelte, hvor vi sover. Når man ankommer, finder man sig blot et telt med plads i og folder sit sovegrej ud.

I 2025 forsøgte vi som noget helt nyt at give mulighed for at medbringe eget telt. Dette var en succes, for dem, der havde savnet denne mulighed, så det gentager vi i år. Vær obs på, at der skal købes særskilt billet for at medbringe eget telt, og at størrelsen på egne telte kun bør være antal personer, der sover i teltet + én, så de ikke optager mere plads end højst nødvendigt.

Borde, stole osv. er ikke tilladt. Soveområdet er til søvn og hvile – ikke ophold.

 

Øvrige praktiske oplysninger

Vi er en forholdsvis primitiv lejr i den forstand, at vi ikke har en masse strømstik, som deltagere kan benytte sig af. Vi har dog el til regnskabsførernes PC, køleskabe og ovn. og der bliver mulighed for at oplade mobiltelefoner mod et mindre beløb. Lys om aftenen sker derimod ved de hyggelige petroleumslamper og lyset fra bålets flammer.

Is, drikkevarer, snacks osv. til eget forbrug kan købes i den lokale Brugs eller medbringes. I lejren vil der være et lille “udsalg” af kolde vand og øl.

Forudbestemte roller

Kernen i ølejrlivet er fællesskab og socialt samvær om praktiske opgaver og aktiviteter, der enten er planlagt eller skabes spontant.

På forhånd er der dog fordelt enkelte roller, som hjælper fællesskabet på vej:

    • Regnskabsfører – står for deltagerindskrivning, betaling og økonomisk overblik.
    • Aktivitetskoordinator – hjælper før og under ugen med at planlægge, koordinere og bakke op om alle de skøre og skønne idéer og initiativer inde for ugens aktivitetsbudget.
    • Madkoordinator – står for indkøb til de første dage og løbende varebestilling samt støtte, overblik og idéer til madholdene.
    • Kioskbestyrer – sørger for bestilling og opfyldning af et lille udvalg af øl, vand og snacks og for, at det løber rundt (inkl. Betaling for mobilopladning og bad). 
    • Ø-ven – tager imod jer, der kommer første gang, og hjælper jer godt i gang med lejrlivet.